Marco polo fra Mercedes er måske en af de mest interessante biler, vi nogensinde har kigget på. Det er ikke den typiske grimme autocamper, som ligner at man bare har smidt nogle jul og et rat på en traditionel campingvogn. Marco Polo er derimod en rigtig flot bil, der ikke ligner at den reelt er et hjem på fire hjul. Bilen fylder selvfølgeligt mere på vejen end de fleste personbiler, men ikke mere end de mange forskellige biler der findes med plads til 8 passagerer. Hvis folk ikke kender til Marco Polo’en og dens hemmeligheder, så vil de slet ikke overveje, at det kunne ske at være en autocamper de kigger på, når du kører forbi dem i trafikken.
Men når man parkerer på rastepladsen, så begynder magien at folde sig ud. Bogstaveligt talt: taget på Mercedes Marco Polo kan nemlig løfte sig op, og skabe 2 ekstra sovepladser ovenpå bilen, som før var helt skjult væk. Bagsæderne kan desuden lægges ned og forvandles til en seng, med plads til yderligere to personer der kan snorke om kap, med dem der sover ovenpå. Forsæderne kan så drejes rundt, og nu er det hele blevet til et lille hjem. Mens børnene sover eller leget udenfor kan man forberede mad i det lille, men veludstyrede, køkken i bilen. Der kan koges vand og steges æg på samme tid, på komfuret, og kolde drikkevarer kan findes frem fra det indbyggede køleskab. Det er en utroligt praktisk og smart designet ”autocamper” der på ingen måde ligner en autocamper. Men hvordan er den at køre i?
Det første man lægger mærke til, når man igen har forvandlet det mobile hjem til en almindelig bil, og er kommet ud på vejen, er at Marco Polo ikke er verdens hurtigste bil. Det hjælper lidt at slå Sports-tilstanden til, men man kan stadig mærke en vis forskel, set i forhold til traditionelle biler i samme størrelse. Det er dog også hvad man kan forvente: bilen er trods alt tungere, da den har alt det indbyggede campingudstyr. Sammenligner man med den køreoplevelse det er, at køre i en almindelig autocamper, eller at have en campingvogn sat bagpå bilen, så er der absolut intet at klage over ved denne Marco Polo fra Mercedes.
Hvad bilen ikke har i hastigheden har den til gengæld i stabilitet og komfort. Bilen har rigtig god og blød affjedring, hvilket gør det muligt at tage sine eventyr ud til yderkanterne, hvor vejene måske er knap så gode. Det er en rigtig behagelig oplevelse at køre i denne bil, og er helt klart at foretrække over at slæbe rundt på en campingvogn.
Bilen er også dejlig stille at køre i. Tunge biler, og særligt autocampere, har en tendens til at larme en hel del, når vejen ikke er helt fladt. Særligt køkkener har en tendens til ikke at være særligt lydløse. Men Mercedes har formået at designe deres køkken, og resten af bilen, på en sådan måde, at alting forbliver stille og på sin plads.